20 sep 2020 kl. 13:00 & 14:30

Den Ensomme Elskede

Andreas Brantelid - solo Bach

20 sep 2020 kl. 13:00 & 14:30

DEN ENSOMME ELSKEDE

ANDREAS BRANTELID - SOLO BACH

Program

Bach cellosuiter uddrag

Medvirkende

Andreas Brantelid, cello

Johan Sebastian Bach – Sei Solo

Med Bachs musik fjerner vi os lidt fra romantikkens følelsesudladninger. Bachs musik kan nemlig føles befriende næsten følelses befriet. Den er på en eller anden måde renere end dit følelsesliv og snarere renser dig for dine følelser, end vækker dem til live.

Når man hører Bachs musik, ved man, at mirakler findes. Hans mesterskab føles grænseløst. Om det var fordi Bach skrev sin musik til Guds nåde, at musikken selv fremstår som en nådegave, kan vel kun være en af de mere simple forklaringer.

Behøver vi virkelig skrive mere om ulykkelig kærlighed? Måske lidt. Men jeg holder Bachs musik udenfor. ”Sei Solo” er det italienske navn Bach gav sine seks sonater og partitaer for soloviolin, fuldført efter hjemkomsten fra en rejse, da han fik at vide, at hustruen Maria Barbara var død og allerede lagt i graven. Titlen er på en måde en skrivefejl. Det korrekte ville være Sei soli, seks solostykker, som de faktisk er. ”Sei solo” betyder ” du er alene”. Og med denne enkle variation har komponisten skabt et anderledes, afklædt refleksionsrum for os lyttere at gå ind i. Vi har tilladt at låne den smukke titel til denne koncert, hvor Andreas blandt andet spiller solo stykker af Bach.

 

Andreas Brantelid, cello

Andreas har spillet cello, siden han var 4 år gammel. Hver gang man hører Andreas spille, forbløffes man over hans indlysende cellobegavelse og klanglige fantasi. Andreas har et sjældent mod til at lytte til sit eget musikalske DNA. Dette, blandt andet, gør ham til den dybt personlige musiker han er: En digter på sit instrument. Hans unge alder til trods har han allerede en imponerende international karriere. Verdensklasse er et slidt udtryk og alt for banalt til at beskrive en kunstner som Andreas; men sandt er det, at verden for længst har fået øjne og ører for Andreas´ klasse. Andreas bor nord for København sammen med sin hustru Emilie og deres 4 døtre. Vi er stolte af at kunne præsentere Andreas på vores Festspil. Det bliver første gang af forhåbentlig mange flere.