Andreas Brantelid

Andreas Brantelid

Cellisten Andreas Brantelid er en af Skandinaviens førende cellister.

Han har studeret hos Henrik Brendstrup, Mats Rondin, Thorleif Thedéen og Frans Helmerson, og blandt de musikere der har inspireret og påvirket Andreas kunstnerisk er pianist Bengt Forsberg og violinist Nils-Erik Sparf, som han har spillet med siden 2002 i forskellige kammermusik-konstellationer.

Andreas fik sin debut med orkester i en alder af 14 år, hvor han spillede Elgars Cellokoncert med Det Kgl. Kapel – en succes som for nyligt blev gentaget, da han i 2019 spillede selv samme samme cellokoncert med selv samme orkester i Elbphilharmonie i Hamborg, med dirigent Thomas Søndergård.

Siden debuten har han desuden optrådt som solist bl.a. med BBC Philharmonic, Oslo Filharmoniske Orkester, Wiener Symphonikerne, City of Birmingham Symphony og Münchener Kammerorchester samt London Philharmonic Orchestra, som han i 2017 var på en længere turne i Kina med.

Andreas’ koncertvirksomhed omfatter også solorecitals og han optræder ofte på flere af de mest betydningsfulde festivaler bl.a. Risør og Bergen i Norge, Kuhmo i Finland, Verbier i Schweiz og The City of London og Cheltenham festival i England.

Siden 2018 er han desuden kunstnerisk direktør for Kammermusikfestivalen i Stavanger, sammen med festspilkunstner Christian Ihle Hadland. I 2008 udgav EMI Andreas’ debut-CD, der indeholder Tchaikovskys Rococo Variationer, Schumanns Cellokoncert og Saint-Saëns Koncert nr. 1 med DR SymfoniOrkestret under ledelse af Michael Schønwandt.

Siden har han bl.a. indspillet en CD med kammerværker for cello af Chopin, Griegs samlede værker for cello og klaver og senest i 2021 en anmelderrost CD med begge Haydns cellokoncerter, sammen med ensemblet Concerto Copenhagen. Vi glæder os til gensynet med Andreas, som sidst gæstede festspillet i 2020.

Foto: Ida Wang.

Koncerter på Frederiksberg Festspil

Kommer snart