
17 sep 2021 kl. 17:00-18:15
Mahlers 9. symfoni
med Copenhagen Phil og dirigent Clemens Schuldt
MAHLERS 9. SYMFONI
MED COPENHAGEN PHIL OG DIRIGENT CLEMENS SCHULDT
Program
Mahler: 9. symfoni
Medvirkende
Copenhagen Phil
Studerende fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
Dirigent: Clemens Schuldt
Om koncerten
Den 9. symfoni blev skrevet under nogle af Mahlers mest smertelige år. I 1907 måtte den jødiske komponist forlade posten som chefdirigent ved hofoperaen i Wien i kølvandet på byens hastigt voksende antisemitisme. To måneder senere mistede han sin 4-årige datter til difteri, og umiddelbart efter fik Mahler konstateret en livstruende hjertesygdom. Han døde i 1911 uden at have oplevet symfoniens opførelse eller efterfølgende succes.
Det storslåede værk høres af gode grunde som Mahlers afsked med livet – symboliseret ved den afsluttende adagio, der langsomt ånder ud efter næsten halvanden times overvældende musik. Symfonien udtrykker dog ikke bitter tomhed, men snarere dyb inderlighed med den smukkeste forløsning, der emmer af taknemmelighed for livet. Som den store amerikanske dirigent Leonard Bernstein beskrev værket: “Den er frygtindgydende og paralyserende, mens lydens tråde opløses … i ophøret mister vi det hele. Men ved at give slip har vi opnået alt.”
Trods sin unge alder har Clemens Schuldt (født 1982) allerede sat tydelige spor på den internationale musikscene. Han er chefdirigent for det prisvindende München Kammerorkester og rejser verden rundt som gæstedirigent med sine innovative fortolkninger af det klassiske repertoire. Sammen med Copenhagen Phil og studerende ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium vil han præsentere et unikt blik på Gustav Mahlers sidste fuldendte symfoni fra 1909.
Arrangeres som et samarbejde mellem Cph Phil og Frederiksberg Festspil
Fælleskoncert med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium