fbpx
18 sep 2020 kl. 16:00 – 18:00

Kærligheden & Kunsten

m. Katrine Gislinge, Vita Andersen, Katrine Wiedemann og Katrin Weisser
18 sep 2020 kl. 16:00 – 18:00

Kærligheden & Kunsten

m. Katrine Gislinge, Vita Andersen, Katrine Wiedemann og Katrin Weisser

Program

Robert Schumann: Fra Kreisleriana opus 16

Værker af Chopin og Clara Schumann

Koncerten indledes med en talk

Medvirkende

Katrine Gislinge, piano
Katrin Weisser, skuespiller – ‘Clara Schumann’
Vita Andersen, forfatter
Katrine Wiedemann, instruktør

Bemærk

Få tilbud på mad og kaffe/vin mellem koncerterne på Konsjös Kaffe- og Vinbar på H. C. Ørsteds Vej 38. Fremvis din billet og få 15% rabat på hele deres menukort på koncertdagen.

(OBS: Tilbuddet gælder fra torsdag den 17.09 til søndag 20.09 ved fremvisning af gyldig billet til festivalen)

Køb billetter

Schumann – Robert, Johannes og Clara

Kærlighedens vanvid – Den maniske kunstner, de høje idealer og de sarte nerver

Er der nogen, der lever op til den romantiske myte om den maniske kunstner i sine svingende følelsers vold, er det Robert Schumann. Ikke bare er han som oversensibelt og lyrisk væsen født i rette tid og på rette sted; han har også kastet sig over den rette genre: Musikken, som med sin uafhængighed af det håndgribelige – som den rene instrumentale ikke-begrebslige udtryksform, smukkest og sandest fanger hemmelighederne i vores sjæle og følelsesliv. ”Vi forstår ikke musikken – det er den, der forstår os” skriver filosoffen Adorno.

Hos de romantiske komponister og ikke mindst hos Schumann, mærker du, hvordan musikken kan afdække sider i dit følelsesliv, sige dig noget om at være et følende, sitrende og længselsfuldt menneske på en måde, som ikke noget andet sprog kan afsløre.

Schuman var idealist og kæmpede imod det borgerlige og salonmusikkens overfladiskhed. Musikken skulle ikke være til pynt, eller behage. Musikken skulle udtrykke de sande, naturlige og rene følelser i os.

Schumann tog sin længsel og sine høje idealer med sig i kærlighedslivet, da han forelskede sig i den yngre Clara Wieck, som han måtte kæmpe hårdt for at få lov til at gifte sig med. Clara var en gudsbenådet pianist og spillede og uropførte de fleste af Roberts værker.

Schumann tager det private med i musikken – måske som den første af romantikerne. I sine klaverværker, tilegnet Clara, efterlader han små hemmelige melodier til Clara, kærlighedserklæringer i form af temaer, gemt i mylderet af fragmenterede melodier og akkompagnerende udbrud. Indforstået eller esoterisk. Schumanns musik bliver ikke bedre af netop den detalje, men heller ikke på nogen måde værre. Det vidner om Schumanns ønske om at flette kunsten og kærligheden sammen: En drøm om at kunsten kan indeholde det hele. Ambitiøst? Ja. Galt? Mere end en anelse. Schumanns dæmoner og fragmenterede sind kigger frem overalt i hans musik og måske er det snarere det, der gør Schumanns musik genial og ikke hans høje idealer om det sande og autentiske.

 

Katrin Weisser, skuespiller

Skuespilleren Katrin Weisser var allerede som 13 årig en ung feteret stjerne i Tyskland, hvor hun er født. Hun er uddannet ved Hamburg Stage School, men afbrød studierne på grund af for meget skuespilarbejde. Hun har medvirket i adskillige film og tv-serier. I 2010 efterlod hun for en tid en imponerende karriere i Tyskland for at flytte til Danmark, hvor nu bor med sin familie.

I danmark har vi kunne opleve denne karismatiske skuespiller i for eksempel DR’s Arvingerne, Henrik Ruben Genz’s spillefilm Tordenskjold og Kold, Parminder Singhs satiriske serie Partiets mand, dramaserien Gidseltagningen – og senest i komedieserien Hånd i Hånd II.

Én af hendes største succes’er i dansk teater er rollen som Clara Schumann i Clara – indre stemmer, der har spillet for fulde sale på turné rundt i det danske land over en årrække – og senere Brechts Flygtningesamtaler i den intense og højaktuelle forestilling Immigranten, der ligesom Clara er gået hen og er blevet en efterspurgt og rost forestilling med masser af stof til eftertanke. Hun har også fået bevist sine evner som instruktør på bl.a. forestillingen Lonely House og Lovers, Authors and other Strangers, og det er næppe sidste gang, vi ser hende påtage sig instruktørrollen.

Det er en stor fornøjelse at Katrin vil medvirke på Frederiksberg festspil i år.

 

Vita Andersen, forfatter

Der findes ikke mange danskere, som ikke på et tidspunkt har læst noget af Vita Andersen. Alene det faktum gør Vita Andersen til en ganske særlig figur i det litterære landskab. Med sine på en gang åbne og nøgterne fortællinger, skrevet vibrerende sansende, præsenteres et livsværk over emner som for eksempel identitet og kønsroller. Hendes bøger er ofte erindringer fra en skrøbelig barndom, med ultimative svigt. Kunsten står som en redning, med en mulighed for andre og bedre verdener og hendes værk er smerteligt fængende. Vita Andersen fik straks stor succes med debutdigtene i 1977 Tryghedsnarkomaner. Har derefter skrevet flere digte, romaner og modtaget adskillige priser og hædre; blandt andet Statens livsvarige ydelse og Søren Gyldendal prisen.

 

Katrine Wiedemann, teaterinstruktør og forfatter

Katrine er dansk teaters ukronede dronning. Som autodidakt teaterinstruktør debuterede hun med Mordernes nat i 1992 på teater FÅR302. Siden da har Katrines opsætninger været blandt de mest indflydelsesrige i den danske scenekunst. Hun har lavet kæmpe produktioner af både nye, men også de største klassiske tekster på teatre i hele norden og rundt om i Europa. Katrines forestillinger er visuelt slående, forførende og nysgerrige på alt det store og vigtige i vores eksistens. Hun vil ikke please dig, eller fornøje dig, men præsentere dig råt for usødet tilværelsens store gåder og mening, eller det modsatte.
Katrine debuterede som forfatter for 4 år siden på forlaget Gyldendal med en fremragende bog om netop det emne. Det fantastiske og det forbandede i at arbejde med og skabe kunst. Ved Gudernes bord.