Venue

Møstings Hus

Andebakkesti 5, 2000 Frederiksberg

Program

Beethoven
Waldstein sonate opus 53 i C dur og

Beethoven
Fur Elise – bagatelle i a-mol no 59

Beethoven
Strygekvartet nr 2 i G dur opus 18, no 2 “Compliments”

Medvirkende

Pål EIde, piano
Novo Quartet

Ludvig van Beethoven

Nogen siger, at den wienerklassiske Beethoven anticiperer romantikken. Lægger op til den. Med fødderne solidt plantet i wienerklassikken forud anede han Romantikken. Men måske er det omvendt. Måske er Beethoven den mest fuldendte af romantikerne. Den mest insisterende. Og det før romantikken endnu kom på nogens læber.
Og klassikken er ikke hans rod, men den form han bruger til at forsøge at rumme det hele.

Beethoven er den vilde og den grænsesøgende. Grænsen skal søges helt ud i katastrofen – helt ud til det mislykkede. Er du ikke gået så langt, har du ikke været grænsesøgende nok. Hvad kan løfte dit humør eller din ånd mere end opfordringen til dette mod?

Beethovens musik indeholder ånd og form i den yderste konsekvens. Følelse ja. Men ikke følelser, hvor hjerte rimer på smerte. Men følelser, hvor du løftes op og indgydes mod – du styrkes – og hvor han afprøver grænserne for, hvad vi som mennesker kan.
Selv de smukkeste afgrundsdybe, tilsyneladende sørgeligste steder hos Beethoven indgyder dig mod eller trods. Det hele skal med. Ode til livet og randen af katastrofen.

Beethovens musik er aldrig glat – den insisterer på substans. Ingenting er overfladisk – alt er vigtigt – alt er sandt. Det sørgelige – det pompøse – det livsduelige – det trodsige – det kantede – det inderlige. Alt skal med.

Men hov, hvad med Ludvigs kærlighedsliv. Var der noget overhovedet? Og er det egentlig ikke ligegyldigt, når vi sidder med hans geniale musik?

Måske. Men til vores festspil forsøger vi jo netop at dvæle ved denne del – kærligheden – og helst den besværlige og ulykkelige. Beethoven skrev sit berømte kærlighedsbrev til ”the immortal beloved” – ”Den til døden elskede.” ”My angel, My everything, Forever thine, forever mine, forever us..” Der er ingen tvivl om forelskelsen. Beethoven efterlader hverken dato eller sted på brevet, så der er lagt op til spekulation. Hvem var hun? Var det Antonie eller Josephine? Julie, Therese, Amalie Dorothea, Anna Maria eller Bettina? Geniet har i hvert fald ikke været helt uden kærlighedsliv, selv om han forblev ugift hele sit liv. Er det kunstens pris? Suk… Men et ulykkeligt kærlighedsliv er vel bedre end slet intet.