19 sep 2020 kl. 17:00 & 18:30

Vinterrejse

DEN SORGFULDE KÆRLIGHED

19 sep 2020 kl. 17:00 & 18:30

VINTERREJSE

DEN SORGFULDE KÆRLIGHED

Program

Schubert
Vinterrejse D. 911

Kirsten Hammann
Uddrag af forfatterskabet (oplæsning)

Medvirkende

Andrea Pellegrini, sang
Bjarke Mogensen, akkordeon
Kirsten Hammann, oplæsning

Den smertefulde kærlighed og den ensomme vandrer

”Hvis jeg ville synge om kærlighed blev det en sang om smerte. Ville jeg synge om smerten alene blev det en sang om kærlighed ” (Franz Schubert 3/7 1822)

Schuberts vinterrejse er billedet på den ulykkelige kærlighed; kærlighed, der ikke er gengældt. Svigt skæbne og uforløst kærlighed. Vi er med denne koncert nået ind til kernen og hjertet i festspillet. Hjerte rimer på smerte. Schubert er som Beethoven nok i sine følelsers vold, men modsat Beethoven, der hele tiden insisterer på at kæmpe og trodse en given tilstand, findes der hos Schubert en overgivelse og næsten resignation, som gør hans musik melankolsk og simpelthen ægte sorgfuld. Han hengiver sig så at sige til sin tilstand, hvorimod Beethoven konstant er i oprør. Beethoven insisterer på at musikken skal rumme det hele og enhver tilstand skal mødes med sin kontrast. Hos Schubert sker ændringerne umærkeligt – som en sky, der pludselig går for solen, hvorefter den måske titter frem igen. På en måde er Schuberts musik altid på vej mod undergangen, men vejen derhen er smertelig smuk og såre forfinet. Schubert bliver aldrig vulgær i sin udlægning af sorgen – han svælger ikke i den, men den er et vilkår. Beethoven ville blive vred, hvis hans musik fik os til at græde, men hos Schubert får vi lov – kan give os hen og genkende os selv som uendeligt ensomme.

 

Bjarke Mogensen, akkordeon

Hvad er musik? Skal man svare en udenforstående på det, kan man bede personen lytte til en af Bjarkes koncerter. Bjarke havde, som ganske ung, sin debut i en tv-udsendelse på ZDF som solist med München Symfonikerne, og siden hen er han blevet en af de mest efterspurgte musikere på den klassiske musikscene. Bjarke er en musiker, som fuldstændig uhindret øser af sin tilsyneladende endeløse kilde af musikalitet. Det faktum, at han også er virtuos på sit instrument, skygger aldrig for det essentielle, men glider elegant til side for den vigtigste kvalitet: musikken selv. Bjarke spillede også til sidste års pilotprojekt: Day One. Tak, fordi du kommer tilbage.

 

Andrea Pellegrini, Mezzosopran

Andrea er en af de mest spændende og grænsesøgende kunstnere på den danske musikscene. Og derudover også en af de mest eftertragtede. Andrea har et fyldigt cv, som tæller adskillige store operaroller, heriblandt titelrollen i Carmen og hun er fuldt ud velbevandret i det store klassiske opera og koncertrepertoire. Andreas talent og karisma er i særklasse og spænder vidt. Hendes nysgerrighed har bragt hende ud i flere genrer og crossover projekter og denne søgen er alt sammen med til at føje flere facetter og nuancer til hendes helt særegne kunstneriske virke. Andrea var selvskrevet til sidste års pilotprojekt og vi er lykkelige for at have hende tilbage på festspillet.

 

Kirsten Hammann, forfatter

Kirsten af en af de fineste og mest hudløse forfattere vi har i Danmark. Hendes sprog er uden filter, klart, umiddelbart, bidsk, humoristisk og vanvittig musikalsk. Hun har en nerve som Thomas Bernhard. Knap så vred, men ligeså rytmisk inciterende. Hun kan om nogen beskrive det modsætningsfyldte, moderne menneske med både spiddende ærlighed og noget der ligner omsorg. Spejlingen er nådesløs og læseren bliver ramt af hendes præcision og skarpe pen. Hun debuterede i 1992 med digtsamlingen, Mellem tænderne, hvilket bragte hende Rifbjergs debutantpris. Herefter er der kommet et hav af romaner og priser med. Blandt andet Søren Gyldendal prisen, Danske Banks Litteraturpris samt Statens livsvarige ydelse.