Biografi

Lennart Ginman

Lennart Ginman (LG) født 1960 er en dansk-finsk kontrabassist, komponist og
producer, der som en af Danmarks mest anerkendte og respekterede musikere har
medvirket på flere end 160 udgivelser.

Hans imponerende CV indbefatter talrige toneangivende projekter og
bemærkelsesværdige samarbejder med mange af Europas vigtigste og mest
indflydelsesrige artister. Heriblandt Lee Konitz, Johnny Griffin, Doug Raney, Chris
Cheek, Harry “Sweets” Edison, Benny Golson, Kenny Werner, Palle Mikkelborg,
Cæcilie Norby, GinmanBlachmanDahl, Nikolaj Nørlund og Ginman/Jørgensen. Med
et ekspansivt genremæssigt overblik har LG således gebærdet sig indenfor såvel
jazz og electronica som rock og progressive techno.

LGs nysgerrighed og musikalske spændvidde er også blevet behørigt honoreret – i
form af både en stjerneregn af anmelderroser og en lang række prestigefyldte priser,
heriblandt Grammy-statuetter og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.
På det seneste har LG særligt helliget sig et elektronisk tonesprog med brug af
processeret kontrabas, trommemaskiner, filtre, FM-syntese og diverse effektpedaler.
Det har man bl.a. kunnet høre ved koncertrækken ‘GINMAN drømmestøj’
og de 4 singler udsendt under corona-nedlukningen 2020-2022 ‘In the Hearts of
Men’, ‘Helsinki waltz’, ‘The Singer’ og ‘Until this day’.

Udforskningen af det elektroniske og sfæriske univers ramte verden første gang, da
LG sammen med Sort Sol sangeren Steen Jørgensen skabte klassiskeren
Ginman/Jørgensen. Ligeledes fornemt og overbevisende kommer LG’s musik til
udtryk på det triphop-influerede samarbejde med den færøske sangerinde Eivør på
albummet ‘The Color of Dark’, og i det eksperimenterende ensemble The hOpening i
samarbejde med Maggie Björklund og Jeppe Gram. Deres fælles album ‘Out of
Bristol’ fusionerer ubesværet og elegant jazzens frie sprog med elementer af
blåtonet triphop, psychedelia, krautrock og filmmusik.

LG føjer nu endnu et nyt kapitel til sin omfattende karriere og diskografi, når han
udsender albummet ‘360’ i efteråret 2023. Musikken er umiskendeligt Lennart
Ginman med sin melankolske og filmiske tone i et naturligt krydsfelt mellem jazz og
elektronisk musik. Pladen udfolder en ny side af LGs eksplorative musikalitet og ikke
mindst et samarbejde med to af Danmarks mest spændende musikere.

Der er med andre ord ingen grænser for, hvad Ginman kan implementere i sit udtryk.
Med sikker fornemmelse udforsker han moderne sangskrivning i krydsfeltet mellem
elektroniske og akustiske teksturer, og kreerer herved dybt personlig, dunkel,
stemningsfuld og billedskabende musik.

Medvirker i:

  • DET IMPROVISEREDE RITUAL MED GINMAN-BLACHMAN-DAHL TRIO | LØRDAG 14/9 | VENUE: LA OFICINA, SALEN | TID: KL. 21.30-22.30
  • Øvrige Kunstnere