Biografi

Sophie Dupont

Hvor og hvordan er det muligt at trække vejret i en krigstid, kriser og voksende ubalancer. At tale om gode og dårlige dage og om godt og dårligt klima er forbi. Klimaet og dagene er dårlige, det er dagens virkelighed. En tristhed og et traume breder sig og vokser. Min praksis er et oprør mod et hysterisk produktionssamfund, og en insisteren på at være, hvor handling er ikke-handling. En væren, der tillader følelser at få udtryk – et åndedrag. Jeg tager mit åndedrag tilbage som en modstandsakt.

Min praksis er en søgen efter forbindelser og resonans, for at åbne nye veje og rum for omsorg. At trække vejret er en livsbetingelse; og en konstant dialog mellem liv og død. Med åndedrættet som udgangspunkt, hvor indåndingerne forbinder indad og udåndingerne forbinder til den ydre verden i en strøm af sammenhæng. Jeg ønsker at reducere afstanden mellem kunst og liv.

Jeg undersøger, hvad det er, der gør os levende? Åndedrættet er en personlig kraft, politisk modstand og en spirituel praksis. Åndedræt er ånd. Min aktivistiske praksis er baseret på respekt for alt levende, et horisontalt livssyn, en åbenhed ind i ukendte verdener. Jeg ønsker at dyrke en ikke-dømmende adfærd og skabe omsorg for andre og etablere nye forbindelser. Jeg forsøger at skabe et rum i kunsten for heling og katarsis. Mine værker handler om omsorg og adresserer de vitale forbindelser mellem mennesker, der er ud over tale – den rene tilstedeværelse af åndedræt, pausen, omsorgen, resonansen og respekten. Mit kunstneriske arbejde udforsker et aktivistisk åndedræt.

Sophie Dupont (f. 1975) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007 og har tidligere studeret på London Contemporary Dance School. Dupont har optrådt og udstillet på et stort antal museer, festivaler og gallerier i Danmark og i udlandet, herunder Statens Museum for Kunst, Overgaden Institut for Samtidskunst; Horsens Kunstmuseum, Haifa Museum, Israel, New Studio, London, Petra Gut Contemporary, Zürich, Forma y Sustancia, Guatemala City, Art Claims Impulse, Berlin, og EXTRA: Festival International De Performance, Hilario Galguera, Mexico City. Senest har hun været resident ved 18th Street LA, Cité des Arts Paris og Casa Wabi, Mexico.

Medvirker i:

Øvrige Kunstnere